Åbent spørgsmål, opfølgning og pause: tre ord fra interviewerens værksted

Et åbent spørgsmål er et spørgsmål, som ikke kan besvares med ja eller nej. I stedet for at spørge, om gæsten var nervøs, spørger du, hvordan det føltes lige før optagelsen. Forskellen lyder lille, men den ændrer samtalen markant, fordi gæsten selv vælger, hvad der er vigtigt at fortælle.

På kurset ser vi ofte, at nye værter bruger lukkede spørgsmål af gammel vane. De føles trygge, fordi svaret er kort og forudsigeligt. Bagefter opdager man, at samtalen kører i korte stød, og at man selv har måttet fylde stilheden ud. Et åbent spørgsmål giver gæsten plads til at tænke, og det giver dig tid til at lytte.

Som teknikker i studiet ser jeg det hver gang: når spørgsmålet er åbent, slapper gæstens skuldre af, og stemmen i mikrofonen bliver roligere og mere jævn.

Du kan træne det hjemme ved at skrive fem lukkede spørgsmål ned og omskrive hvert enkelt, så det begynder med hvordan, hvad eller hvorfor. Læs dem højt, og hør, om de lyder som noget, du ville sige til et menneske.

• Undgå spørgsmål, der kan besvares med ét ord
• Begynd gerne med hvordan eller hvad
• Et spørgsmål ad gangen

Opfølgning er det spørgsmål, du stiller på baggrund af det, gæsten netop har sagt, ikke det, der stod næste gang på dit ark. Det er her, en samtale får dybde. Hvis gæsten nævner, at første optagelse gik skævt, er det opfølgningen, der spørger ind til, hvad der skete, og hvad vedkommende gjorde bagefter.

Mange værter er så optaget af deres forberedte rækkefølge, at de overhører en god åbning. Det kaldes at læse op i stedet for at lytte. Jonas, som underviser i interview, siger ofte, at manuskriptet er et kort, ikke en skinne. Du må gerne forlade vejen, hvis der ligger noget interessant lige ved siden af.

Et godt tegn på, at du lytter, er, at dit næste spørgsmål bruger et ord, som gæsten lige har brugt. Det viser gæsten, at du hørte efter, og det gør svaret ærligere. Øv det med en ven: lad vedkommende fortælle i to minutter om en dag på arbejde, og stil kun opfølgende spørgsmål.

• Brug gæstens eget ord i dit næste spørgsmål
• Hold dit ark som støtte, ikke som facit

Pausen er den korte stilhed, du lader stå, efter at gæsten er færdig med en sætning. Den virker unaturlig i starten, fordi vi er vant til at udfylde alle huller i en samtale. Foran et kamera føles to sekunders tavshed som meget længere, end den er, men for seerne er den næsten umærkelig.

Når du venter, sker der ofte noget: gæsten tilføjer det, vedkommende egentlig ville sige, men først turde sige efter et øjebliks tøven. Det er ofte de bedste sætninger i hele optagelsen. Hvis du straks stiller næste spørgsmål, mister du dem.

Samtidig er pausen et redskab for dig selv. Du får tid til at trække vejret og vælge, om du vil følge op eller gå videre. I studiet kan jeg se på lydniveauerne, når en pause er for lang, men som tommelfingerregel kan du tælle stille til to, før du taler igen.

• Tæl stille til to efter gæstens sidste ord
• Brug pausen til et åndedrag

De tre ting hænger tæt sammen. Det åbne spørgsmål giver gæsten noget at fortælle, pausen giver rum til, at det kommer frem, og opfølgningen tager fat i det vigtigste stykke. Hvis du fjerner ét led, mærker man det: uden pause bliver samtalen travl, uden opfølgning bliver den overfladisk.

I vores øvelser arbejder deltagerne i par med en konkret samtale, hvor den ene er vært og den anden gæst. Værten får tre minutter og må kun bruge åbne spørgsmål og opfølgning. Bagefter ser I optagelsen sammen og peger på de steder, hvor pausen hjalp, og hvor den manglede.

Det er ikke en øvelse, du består eller dumper. Du lægger bare mærke til dine vaner, og de fleste ændrer sig efter få runder, uden at du behøver tænke over det.