Samspil med gæster: fælles opvarmning eller kort samtale før optagelse

Når en gæst kommer ind i studiet, har du som vært typisk fem til ti minutter, før kameraet begynder at køre. Hvordan de minutter bruges, kan ændre hele samtalen. I kurset øver vi to veje, og i de her efterårsuger, hvor mange af vores deltagere forbereder sig til første interview, bliver spørgsmålet ofte stillet: skal man køre en fælles opvarmning, eller nøjes med en kort, rolig samtale?

Jeg vil gerne sætte de to valg op mod hinanden med en situation, vi ofte bruger i undervisningen. Gæsten hedder Anne, hun er kort i svarene og har aldrig siddet foran et kamera. Du er værten, og du skal have en samtale på cirka tolv minutter ud af hende.

Ingen af metoderne er forkerte. Men de passer til forskellige gæster, og det er derfor værd at kende begge, før du vælger.

Den første mulighed er en kort fælles øvelse. Du og gæsten tager tre rolige vejrtrækninger, siger en enkel sætning højt, for eksempel jeres navne og hvad I har spist til morgenmad, og tester lyden sammen. Fordelen er, at gæsten ser dig gøre det samme og ikke føler sig udstillet. Kroppen falder ofte til ro, og stemmen kommer lidt længere ned.

Ulempen er, at øvelsen kan føles kunstig for nogle. En gæst, der er skeptisk over for hele situationen, kan opfatte opvarmningen som endnu en ting, hun skal præstere. Hvis du selv virker usikker på øvelsen, smitter det af. Den virker bedst, når du præsenterer den som en praktisk lydprøve og ikke som noget terapeutisk, og når den holdes under to minutter.

• Passer til gæster, der gerne vil have noget konkret at gøre med hænderne og stemmen
• Kræver, at du selv er tryg ved øvelsen
• Hold den kort: to minutter er nok

Den anden mulighed er en almindelig samtale, hvor du slet ikke taler om optagelsen. Du spørger, hvordan turen herhen gik, og hvad gæsten glæder sig til at tale om. Så sniger du dig ind på emnet med et par af de spørgsmål, du alligevel har forberedt. Når kameraet tænder, er I allerede i gang, og skiftet bliver næsten umærkeligt.

Svagheden er, at nervøse gæster kan blive ved med at småsnakke og først mærke presset, når den røde lampe tændes. Så kommer det pludselig. Metoden kræver også, at du lytter aktivt og tør tage styringen, når tiden er gået. I kurset øver vi netop det: at mærke, hvornår samtalen uden for kamera er nok, og at sige på en venlig måde, at nu starter vi.

• Passer til gæster, der trives med almindelig dialog
• Kræver aktiv lytning og en tydelig overgang
• Risiko: nervøsiteten udskydes i stedet for at lette

I øvelserne på kurset bytter deltagerne roller. Den ene er vært, den anden spiller en nervøs eller kortfattet gæst efter et kort rollekort. Bagefter taler vi om, hvad der føltes trygt. Mønsteret er nogenlunde ens: de, der spiller den meget stille gæst, siger oftest, at opvarmningen gav dem noget at holde fast i, mens de, der spiller en snakkesalig men anspændt gæst, foretrækker samtalen.

Det betyder ikke, at man kan afgøre det på forhånd. Du ser det i de første tredive sekunder: trækker gæsten på skuldrene, kigger væk eller svarer med enkelte ord, er en fælles øvelse et godt tilbud. Smiler gæsten og fortæller løs, er samtalen den bedre vej. Det vigtigste er, at du har begge muligheder i baghånden og ikke klamrer dig til én.

Min anbefaling er at starte med den korte samtale og have opvarmningen som en rolig plan B. Samtalen er mindre påtrængende og giver dig tid til at aflæse gæsten. Hvis du mærker, at hun er anspændt, foreslår du en lille lydprøve, som om den var helt almindelig: sig lige et par sætninger, så vi kan høre niveauet. Så får du det bedste fra begge verdener uden at gøre noget stort ud af det.

Kombinationen kræver lidt træning, fordi du skal holde to ting i hovedet på én gang: lytte til gæsten og huske de praktiske ting. Derfor øver vi den flere gange på kurset, i et roligt tempo og med feedback fra de andre deltagere. De fleste oplever, at det bliver naturligt efter nogle gange, uden at de behøver tænke over rækkefølgen.

• Start med to-tre minutters almindelig samtale
• Læs gæstens kropssprog i de første sekunder
• Tilbyd lydprøven som en praktisk ting, ikke som en øvelse
• Sig tydeligt, når I går i gang

Du behøver ikke et studie for at prøve det af. Bed en ven eller et familiemedlem om at spille gæst i ti minutter. Aftal en rolle på forhånd: den ene gang er gæsten kortfattet, den anden gang nervøs. Prøv først samtalen, og bagefter lydprøven, og spørg bagefter, hvad der føltes mest behageligt. Optag gerne med telefonen, så du kan høre dit eget tempo.

Læg især mærke til, hvor hurtigt du taler, når du selv er lidt nervøs. De fleste taler hurtigere, end de tror. Sænk tempoet, tag en pause efter hvert spørgsmål, og lad gæsten nå at svare. Det er en lille ting, men den gør størst forskel for en gæst, der ellers ville føle sig presset til at skynde sig.